Salttågetest

Metaller udsættes konstant for aggressive påvirkninger fra fugt, syrer, lud, gasser osv. Derfor er det vigtigt at vælge den korrekte overfladebeskyttelse. Men den bedste beskyttelse mod ubehagelige overraskelser er en efterfølgende kontrol af det belagte materiale. Én af de mest benyttede metoder til dette er salttågetest hvor de lakerede emner eller prøveplader udsættes for en varm tåge med saltvandsopløsning (dvs. meget korrosiv luft = havluft) i et bestemt antal timer, eller til emnerne begynder at korrodere. Salttågetest bruges også på andre materialer og belægninger.

Salttågetest er populært fordi det er en relativt billig hurtig, standardiseret og gentagelig testmetode. Selv om der ikke altid er korrelation mellem salttågetesten og den forventede levetid for en belægning på stål, har denne test vundet verdensomspændende popularitet takket være lave omkostninger og hurtige resultater. Med andre ord er salttågetest velegnet til sammenlignede test af forbehandling samt maling og galvanisering uden at man kan forudsige en bestemt korrosionsbestandighed.

Derudover bruges salttågetest også til hurtigt at kunne kontrollere om ens forbehandling og lakering overholder den fastsatte korrosionsbestandighed således at produktionen hurtigt kan rettes ind i tilfælde af forkerte forbehandlings- eller lakeringsparametre. 

Derfor bliver salttågetest indsat i såvel kvalificeringen af overfladebehandlinger som i produktionskontrollen.

Salttågetest foregik oprindeligt ved en konstant påvirkning med salttåge. I de senere år bruges ofte forskellige cykliske test for at simulere virkeligheden bedre.

Et salttågekammer er et lukket kammer hvori saltopløsningen ved hjælp af trykluft bliver forstøvet via en dyse. Derved opstår et korrosivt miljø hvori emnerne bliver eksponeret.

Saltopløsningen der skal anvendes, er beskrevet i de forskellige normer. Testværdien angives i antal timer ved (salt-) procentopløsningen eller antal timer efter norm. Hvis det er en cyklist test, angives også cyklussen samt temperatur/fugtforhold.

Der anvendes forskellige saltopløsninger afhængigt af de materialer der skal testes. Den mest almindelige test til stålbaserede materialer er neutral salttåge (ofte forkortet til NSS), der afspejler det faktum at testopløsningen indstilles til en neutral pH-værdi på 6,5 til 7,2 og med en natriumsaltopløsning på 5 % med en kammertemperatur på 35 °C. Resultatet angives i timer eller en korrosionsgrad efter fx 720 timer.

Der bruges også andre testopløsninger, fx tilsat eddikesyre (ofte forkortet til ASS) eller eddikesyre med kobberklorid (ofte forkortet til CASS). Disse bliver ofte brugt til galvaniserede eller eloxerede emner. De syrnede testopløsninger har generelt en pH-værdi på 3,1 til 3,3, dvs. ikke neutral men med lav pH.

Kamrene fås i forskellige størrelser og med forskellig styring.



Se vores salttågekamre her: Salttåge
Strenometer ApS
Kongevejen 213
DK-2830 Virum
Denmark
Tlf: +45 45 95 07 00
Fax: +45 45 95 07 07
salg@strenometer.dk

Besøg vore andre sites: